Takket være en dalmatiner..

Vi skriver den 5 juni og indtil nu har bukkejagten være sølle, de bukke jeg havde forestillet mig som jagtbar i denne sæson hang allerede på naboens væg. Det glæder mig naturligvis at vi var enige om at de havde alderen og størrelsen til at blive nedlagt, men jeg havde jo håbet at heldet ville tilsmile mig lidt…

Det er fredag ved 18 tiden og jeg beslutter mig for at tage riflen med og gå en tur i skoven, mest for at se det arbejde som var udført, men naturligvis også hvis man skulle være så heldig at trampe en buk op… Den første skovparacel bliver eftersøgt godt i kikkerten og jeg lister mig frem til engen. Her går 2 råer med lam, men ingen buk.

Jeg beslutter derfor at køre til en anden skov hvor publikumsadgangen er væsentlig større men bestanden af råvildt er normalt ganske fornuftig her.

Kl. 19.30 sidder jeg godt tilrette i skydestigen og lader kikkerten glide over arealet flere gange. Der er helt dødt i skoven ikke så meget som en rå.. Pludselig hører jeg noget pusle i skovbunden og efter kort tid kommer en dalmatiner spankulerende lige ret mod mig, jeg forholder mig helt i ro og ser at hundens ejer kommer 25 m. bagefter. Jeg kravler ned ad stigen og går stille mod hund og konen, vi snakker om alt muligt og jeg afslutter med at hun naturligvis er velkommen til at benytte stier og veje men at hunden skal holdes i snor.

Jeg forklarede hende at det var jagtsæson og at jeg vidste at der var mange jægere ude i området, alle for at se efter bukken.. Vi fulgtes ud gennem skoven og jeg kørte hjemad. Næsten hjemme slår det mig at jeg kunne lige slå et smut op ad marken og se hvad der var fremme, forventningerne er ikke de store da jeg allerede havde set den buk jeg ville skyde hænge i naboens træ.

Jeg lister op gennem et lille stykke skov og da jeg stikker hoved ud for at se hvad der går på marken står han der.. Jeg kan med alt tydelighed se at der er tale om en god buk. Jeg har vel på dette tidspunkt 300 m. til bukken og beslutter at liste / kravle nærmere i skjul af hveden og af hegnet. Jeg kommer nærmere og bukken esser roligt mellem 2 remisser uden at ane min tilstedeværelse. Jeg kommer på 150 m. hvor jeg har planlagt at skyde fra men vegetationen og niveauforskelle gør at jeg ikke kan se ham så jeg må videre.. Klokken er nu 10 min i lukketid og jeg kommer op hvor jeg igen skulle kunne se ham, men væk er han… SUK tiden går og det eneste jeg ser, er en ræv. Så med adrenalinen pumpende i blodet går jeg hjemad.

Lørdag morgen er jeg igen på marken men ser hverken fugl eller fisk.. Lørdag aften har vi inviteret gæster og da det trækker ud spoleres også morgenjagten søndag.. Da jeg endelig kommer ud af sengen, får spist og ryddet lidt op er klokken 9.30. Hovedet er ikke som det skal være og jeg beslutter at jeg lige så godt kan sove på stolen i marken som i sofaen i stuen. Så derfor læsser jeg op og begiver mig en tur op på marken. Jeg ser intet undervejs men er på mit udsete sted kl. 10.15. Får sat skydestokken op ( 3 ben ) hængt riflen på skydestokken og sat mig ned. Jeg tager håndkikkerten op og ser at der går et dyr inde i græsset. Jeg rejser mig stille op og eftersøger igen området.. Det er bukken fra fredag. Riflen kommer roligt til skulderen og bukken tager derefter 2 skridt og står nu med siden til på 50 m. afstand. Jeg lader kuglen gå og ser at bukken forender i knaldet.. Sikke en forløsning. Efter få minutters venten går jeg over til bukken og ser nu hvilken buk der er tale om, min klart til dato største buk og så på egen jord.

Bukken har jeg fået hovedmonteret og blev inden det opmålt til en god sølvmedalje… Takket være dalmatineren fandt jeg denne buk som jeg ikke havde set tidligere. Så selv når det ser værst ud kan det udvikle sig til noget positivt.

Knæk og bræk
JB