Vildren i Norge

Jagt på vildren i Norge af Niels Søndergaard

Placeret på en fjeld top i 876 meters højde, sad vi med kikkerten fastklistret til øjnene i timevis og spejdede efter vildren. Pludselig som ud af ingen ting kom renerne frem, og vi ilede efter dem, og lige så pludseligt var de væk igen. Det var udfordrende og intens jagt i storslået natur, og der skulle tilbagelægges mange skridt vertikalt og horisontalt i det norske fjeld. Heldigvis og lejligheds med renkød i rygsækken, når jagtlykken viste sig. Selvom man har gode ben gav de mange højdemeter sammen med de lejlighedsvis fyldte rygsække med friskskudt renkød plus udrustning trætte benmuskler, og gnave sår på fødderne, især hos danskeren fra det flade Vestjylland. Derudover var det en kulinarisk oplevelse, idet det norske sensommer fjeld byder på en overdådighed i kantareller, frisk kaviar (rogn fra fjeldørreden), fjeldørred, blåbær, tyttebær, dejligt svalt fjeldvand i enorme mængder, og ikke mindst nyskudt ren mørbrad…. Et rigtigt jægerliv!

Min jagtkammerat Ådne havde inviteret på renjagt. Han har en ejendom i Telemark, Setesdal syd for Hardagavider, der primært består af vildmark; højfjeld og fjeldskov, og skov. På ejendommen findes en særdeles artsrig vildtbestand. Der er en god bestand af elg, og efter Norske forhold en god bestand af råvildt. For få år siden skød Ådne en flot medajle buk på terrænet, og der er siden set flere af samme kaliber. Der er en fast bestand af kronvildt. Der er masser af urfugle og ryper, samt tjur. Der ses jævnligt ørn. Der er mange grævlinge, ræv, mår og fast en bestand af los. Et år skød Ådne en los, som vi fortærede på det kommende års elgjagt. En meget delikat spise. Endelig findes strejfende bjørn og ulv. Faktisk er der i år åbnet mulighed for at nedlægge ulv i området.

Fulde af forventninger drog vi ind til sæterhytterne, som skulle danne base for jagten i den kommende uge. Vi havde al vores udstyr og forplejning med i rygsækken. Heldigvis havde Ådne i vinter kørt øl og vindepotter ind med snescooter.

Korttildelingen lød på fire kort. Det betød mulighed for at nedlægge fire vildrener med en fordeling på et kalvekort, et ungdyr eller simle(hundyr) og to frikort. I praksis betød det mulighed for frit at kunne vælge, herunder at nedlægge gamle bukke. Man kan også vælge at skyde kalv på alle typer kort. Vi var fire jægere sammen, så det passede helt perfekt.

Sidste år blev der nedlagt en guldmedalje buk på terrænet. Det hjalp meget på forventningerne, som for mig, er en meget central del af hele jagtoplevelse. Guldmedalje bukken blev nedlagt af en jæger, som opsporer renerne med hund i rem. Samme teknik anvender han i øvrigt også til jagt på elg og kronvildt. Det er en sort elghund, og den følger primært luftfærten fra dyrene. Når den nærmer sig vildtet, som de opsporer, sætter den sig ned, og jægeren ved derved, at vildtet er lige i nærheden, og kan forsigtigt pürsche sig ind på skudhold af det.

Jagtformen
Men det var ikke den type jagt vi skulle drive. Det var den helt klassiske form for vildrenjagt, hvor man først og fremmest sidder på en fjeldtop og spejder efter vildrenen. Vildrenen er meget påvirket af vejr og vindretninger, derfor vil man kunne opleve, at fjeldet det ene øjeblik er som støvsuget for ren, for derefter at være spækket med rener.

Sammenfattet handler klassisk vildrenjagt om lange vandringer i lav- og højfjeld. Lange perioder, hvor man blot sidder op spejder, og hvor tålmodighed, er en vigtig egenskab, at være i besiddelse af. Hurtige fremryk i vanskeligt terræn. Tunge vandringer i fjeldet med rygsækken fuld af kød. Det kræver en god fysik, at være vildrenjæger, og man behøver ikke bekymre sig om man kan falde i søvn om aftenen, det kommer helt af sig selv inden man overhovedet opdager det.

Logi
Logiet var en to gamle primitive sæterhytter, som lå en times sejlads på langs af to søer, og 45 min gang inde i fjeldet. Her var uspoleret natur, og fred og ro i stor målestok. Det var ingen mobiltelefonsdækning ved hytten. Man skulle gå i mindst en time op på det nærmeste høje fjeld, hvor der måske var dækning. Det var en rigtig rar fornemmelse, at være afsondret fra omverdenen og kun koncentrere sig om jagt og praktisk fjeldforplejning, som de færreste kvinder ville kunne se værdien af. Alting bliver mere enkelt og lige til, når kost og logi undgår femininindblanding.

Badning foregik i fjeldsøen, som lå nedenfor hytten. Temperaturen i søen sørgede for, at det hurtigt var overstået.

Søen fungerede også som vandforsyning, køleskab for øl og andre livsnødvendige fødevarer.

Endelig var søen spisekammer, idet den var sprængfuld af de lækreste fjeldørreder.

Aftensmaden var redet efter blot 20 minutters spindefiskeri.

Friskfangede fjeldørred er en fantastisk spise.

Frisk rå fjeldørred rogn ledsaget af vodka - det duer!

Forvaltningen
For kunne forvalte vildren bestandene under de bedste forudsætninger har man radiomærket dyr, som kan følges via internettet. På den måde kan hele tiden være opdateret med hvor flokkene opholder sig. I de store vildrenområder, er der under renjagten en gruppe opsynsmænd og politifolk, som følger de store flokke og sikrer, at reglerne følges både de uskrevne og skrevne. På Hardagavider kan man opleve flokke på helt op til 4.000 individer, og de fleste er på 1.000 individer, og her jager flere jægere ofte på de samme flokke. Det kræver høj selvjustits.
Eftersom vildrenerne opholder sig i enorme områder og i meget ufremkommeligt terræn, er det en stor hjælp dagligt, at kunne følge flokke på internettet, så man kan tilrettelægge jagten. For en dansk jæger lyder det måske lige let nok, men de store afstande taget i betragtning i uvejsomt terræn, er det bestemt ikke let.

Jagten
Vi havde modtaget oplysninger om hvor vildrener opholdt sig på det terræn vi skulle jage på og kunne postere os i forhold til dette.

Ådne og jeg sad sammenkrybet i hver vores fjeldduk (krydsning mellem regnslag og sovepose) på en kold fjeldtop i 800 meters højde og spejdede efter vildren. Det regnede og blæste, og der var ingen vildren aktivitet, at spore. Så vi måtte blot vente og se om jagtlykken vendte. Da vi efter nogen tid ingen aktivitet kunne spore overhovedet og vores medbragte forplejning var sluppet op, og det samtidig begyndte at trække op til mere regn og blæst, og tågen for alvor forhindrede sigtbarheden udover 50 meter besluttede vi os for at vende næsen hjem til hytten. Den første dag med vildrenjagt var overstået, og det norske fjeld havde budt på vanskelige vejrforhold, især tågen der kom sidste på dagen var problematisk. Til sidst havde man en fornemmelse af at sidde inde midt i den tungeste og tætteste sky i Norge.

Ådne nyder fjelddukens beskyttelse. Udover riflen, er fjeldduken efter min mening det vigtigste udstyr man skal have med på vildrenjagt, eller jagt i det hele taget i vildmark, hvor vejrforholdene er ustadige, og hvor det at kunne holde sig varm og tør kan betyde forskellen mellem liv og død.
Eneste problem med fjeldduken er, at man let falder i søvn på post, når man godt indpakket i den, mærker hvordan varme og velbehag overvælder en, selvom det regner og blæser kraftigt udenfor fjeldduken.

Næste morgen var himmel høj, og sigtbarheden helt i top. Vi delte os i på nogle fjeldtoppe, så vi bedre kunne overskue den del af fjeldet vi havde formodning om, at vildrenerne opholdt sig i. Vi havde radiokontakt, så vi kunne afrapportere til hinanden, og koordinere jagten. Selvom vi dækkede et stort område, havde vi efter mange timers intens søgen med kikkerten, ingen vildrener i sigte. Men pludselig kom en flok på fire til syne nede på en myr blot 400 – 500 meter fra os. To simlere(hundyr) med kalve.

Jeg pakkede straks mit grej og styrtede nedover over fjeldet ca. midt mellem toppen og bunden af fjeldet. Ådne tog en tilsvarende rute blot længere oppe mod toppen, så han kunne se længere ned i dalen.
Som et lyn fra en klar himmel blev benene fejet væk under mig og i det næste gled jeg ned af fjeldsiden og landede i en dejlig blød og våd myr og i det samme fik jeg min riffel, som hang skråt over rygsækken lige i baghovedet. I kort øjeblik så jeg sol, måne og stjerner, men kom forbavsende hurtigt på benene igen, og forsætte mit intense og hektiske forsøg på at nå frem før flokken nående enden af dalen, mens jeg bandede over slaget fra riffel. Men pludselig kom der fuld fokus på jagten igen, idet flokken kom direkte op i mod mig på bare 60 meters afstand. De havde endnu ikke set mig og det ene øjeblik var de som sunket i jorden for derefter at træde frem bag en lille fjeldknold. Det her terræn kunne skjule i hundredvis af dyr. Episoden gentog sig igen og igen, og min fortvivlelse steg i samme takt. Men spændingen steg og jagten blev meget mere intenst. De drejede af og løb igen parallelt med mig. Endelig stod de stille på en lille myr. Desværre stod begge kalve bag den ene simler. De bevægede sig frem og tilbage, men der opstod desværre ingen skudmulighed. Så drejede de af, og kom igen direkte op i mod mig igen. Det var blot et spørgsmål om tid før de ville få fært af mig og flygte væk. Endelig stoppede de, og jeg kunne i hast afgive et skud på 20 meters afstand, men lige det samme skuddet gik, drejede de lynhurtig væk fra mig og flygtede væk. Straks fik jeg en fornemmelse af fordi skud, så jeg forsøgte forgæves at indhente dem. Ådne havde fulgt med længere oppe på fjeldsiden, men havde ikke set dem efter skuddet. De var som sunket i jorden. Og efter nogle minutters søgen gik jeg gik tilbage til anskudsstedet og ledte efter pürschtegn (fragmenter fra dyret: hår, schweiss, knogle, kød, sene mv.). Efter langs tid søgen på anskudsstedet og ved at følge foden(sporene) fra flokken et par hundrede meter uden at finde nogen tegn på anskydning valgte vi at konkludere, et forbiskud. EN FORBIER pokkers. Egen irritationen over manglende evne til ramme var udtalt. Kunne man bare spole filmen tilbage. For god ordens skyld foretog jeg et kontrol skud, så jeg i hvert fald kunne udelukke, at riflen fejlede. En god ven sagde engang, at dem der aldrig har skudt fordi. Enten lyver eller stort set ikke har gået på jagt. Den lange vandring over fjeldet tilbage til hytten gav god mulighed for refleksion over hændelsen, og det var nødvendigt.

Marius havde til gengæld skudt en kalv på vej hjem fra post, så nu var vi trods alt på banen.
Velankommet til hytten stod menuen på friskfanget fjeldørredrogn med vodka, frisk stegt fjeldørred med elvafkølet øl, nyskudt renmørbrad, der blot passerede stegepanden i hast, og blev ledsaget af en fyldig Merlot fra Australien. Sikke et herremåltid, så glemmer man hurtigt forbieren….Nogle kunne fristes til at kalde det trøstespisning – but I dont care – det smagte pragtfuldt, og så kan alt andet være lige meget!

Straks efter Marius skød renen blev den brækket op.

Det er ingen sag at flå skindet af en vildren, når den hænger i et træ.

Vildrenen blev herefter delt i to, og pakket ned i hver sin rygsæk.

Straks efter vildrenen er skudt skæres der mærker i et mærkat, som plomberes fast til dyret, så man kan kontrollere, at dyret lovlig nedlagt, og en del af den kvote som er tildelt.

Når kødet er blevet læsset i rygsækkene, venter flere timers vandring ned til et depot, hvor kødet kan opbevares indtil turen går hjem.

En glad vildrenjægere godt læsset til med ca. 50 kg. kød og klar til 2 timers vandring ned mod den ventende båd. Jagten var over, og nu drejede det sig om at få bragt kødet sikkert ned. Jeg skal i øvrigt hilse og sige at en vildrenbøf, som er båret ned af fjeldet smager ekstra godt!

I løbet af de fem dage skød vi to simlere og to kalve. Vejret var helt i top, og fjeldet ligeså. Vi så mange urfugle og ryper. En elgko med kalv, og en svær elgokse. Det var en af de bedste jagtture jeg nogensinde har været på, og så havde jeg masser af velsmagende kød med hjem.

I nogle tilfælde valgte vi at lade kødet "overnagtte" i fjeldet, så efter flåning hængte vi en vildtsæk rundt om det, så fluerne ikke kunne komme til kødet.

En velfortjent pause i et fantastisk vejr.

Jagten handler meget om at sidde og spejde efter vildren, og så kan man jo blive overmandet af fjeldets ro og mag...

Høsten af de katareller vi tilfældigt kommer over på vej ned af fjeldet en eftermiddag.

Forplejning bestod i høj grad af de helt friske råvarer som det norske fjeld bød på, og det kan selv den bedste gourmet restaurant ikke konkurre med.

I løbet af de fem dage skød vi to simlere og to kalve. Vejret var helt i top, og fjeldet ligeså. Vi så mange urfugle og ryper. En elgko med kalv, og en svær elgokse. Det var en af de bedste jagtture jeg nogensinde har været på, og så havde jeg masser af velsmagende kød med hjem.

På vej hjem med båden fyldt af vildrenkød og trætte, men glade jægere.

Udstyr
Selvom fjeldet i august ofte byder på høj himmel, kan vejret på få øjeblikke ændre sig og det kan derfor anbefales at have ordentligt udstyr med.

Beklædning
Da vejrforholdene er meget utilregnelige anbefales det, at ydrebeklædningen har en goretex membran eller lign. Der findes et væld af forskellige produkter.
Når man vandre meget, eller hvis det er varmt vejr og man derfor sveder kan man opleve at bukserne nærmest klister sig fast til især lårene, hvilket er meget irriterende og hindrer fri bevægelighed kan det anbefales, at have løbetights under. Under jakken har jeg en løbetrøje, som jeg skifter til en ny og tør en, og en fleece, når jeg skal sidde stille.

Rygsækken
Rygsækken skal helst være stor og solid. Min er på 120 liter, og har et særdeles godt bæresystem med en bred og velpolstret hoftesele. Det kan anbefales, at skaffe sig en ordentlig rygsæk, da det ikke er usædvanligt at have 50 kg kød i den eller mere. Plus andet udstyr, og jagtriffel og kikkert. For nogle år siden var jeg på elgjagt i Rondane, hvor alt kød skulle bæres ud af fjeldet, og da jeg fik to bove fra en elg (ca. 60 kg) i rygsækken og samtidig havde sovepose, liggeunderlag, ekstra tøj, riffel, kikkert mv. forstod jeg for alvor betydningen af at have godt udstyr.

Når man skal vandre meget med rygsæk, kan det anbefales, at hænge riflens rem op over rygsækkens stativ. Det aflaster meget på skulderen, og man slipper for at riflen hele glider af skulderen, fordi den på grund af rygsækkens remme ikke kan hænge som skal.

Støvler
Læderstøvler med gore tex eller lign. vandtæt membran kan anbefales. Gummistøvler vil ofte ikke give tilstrækkelig ankelstøtte ved vandring i kuperet terræn. Dog kan man få gummistøvler af nordiske fabrikater, der giver forholdsvis god ankelstøtte, men ikke tilnærmelsesvis så god som læderstøvler. De lærke naturgummistøvler der findes på markedet, er meget behagelig at have på. Men skal der vandres langt eller i hårdt terræn, giver de ikke den nødvendige støtte, og man vil ofte få problemer med gnavesår og meget trætte eller i værste fald overbelastninger af fodens svang.
Min erfaring med læderstøvler med gore tex er, at støvler af mærket Meindl, er særdeles robuste, behagelig at have på og så er gore texen stadig intakt i de ældste par jeg har. De er 12 år gamle og meget brugte.
Jeg har altid to par sokker på, når jeg vandrer. Et par kraftige bomuldsokker inderst og et par uldsokker yderst, så har man tørre fødder dagen lang uanset terræn.
Husk i øvrigt, at tøj og støvler, der han en gore tex membran, og gummistøvler at naturgummi ikke må stå for varmt. Opbevar det helst i et køligt udhus, så holder membranen og naturgummiet længere.

Gaiters, er meget praktiske i fjeldet, så slipper man for at få grene og lignede ned i støvlerne, og de forhindrer også regnvand i rende ned i støvlen.
Derudover er følgende obligatorisk udstyr i fjeldet: Kort over området (helst et 4 cm kort), kompas, kompresforbinding, kniv, nødtæppe eller fjeldukken, tændstikker, Eventuelt GPS, men husk stadig kompas, det løber nemlig ikke tør for strøm.