Et skud i forløbet er en meget hyppig anskydning, især for råvildtets vedkommende. I de tilfælde, hvor dyret findes, og anskydningstypen derfor kan bestemmes, udgør i Danmark anskydninger i forløbet omkring 20 % og op imod halvdelen af alle eftersøgninger på råvildt. Årsagen hertil kan sikkert findes ved det, at man dels tilsigter at træffe lavt på bladet for at træffe hjertet, og afvigelser i skuddets præcision ofte medfører et lavere træf end tilsigtet, dels at et stykke råvildt er småt, og at risikoen for, at kuglen sidder lidt under træfområdet og rammer forløbet, dermed større, dels at der ofte skydes fra hochstand/sitze, hvor træfområdet skal hæves. De større hjortearter har ikke samme anskydningsfrekvens i forløb. Det kan skyldes, at vildtkroppen er større. Der sker ofte, at vildt beskudt fra en hochstand eller en hochsitz rammes i forløbene, det kan hænge sammen med at jægeren glemmer at flytte træfpunktet opad, når der skydes nedad, og derfor træffer forløbene.

Skudtegn
Skud i forløbet udløser tit en kraftig reaktion. Dyret springer ofte op og løber snublende fra anskudsstedet i høj fart. Det sker, at det anskudte ben slingrer, når dyret flygter. Hos råvildt vil reaktionen på et forløbsskud almindeligvis være et spring fremad og opad, altså stort set samme reaktion som ved et bladskud. Der er dog en tendens til en forskel, nemlig at hovedet er højt ved forløbsskuddet, mens det ved bladskuddet er lavt.
Efter skud i løb vil dyret ofte være ude af balance, men efter få skridt vil det finde tilbage i en rytme, hvor det kan være vanskeligt at se, at dyret ikke støtter på løbet. Man vil dog på klovafsættet kunne se, at dette ikke er tilfældet.

Fund på anskudsstedet

Man finder ofte schweiss på anskudsstedet. Hvis større blodkar er ramt, finder man ofte meget schweiss på sporet, indtil man når det første sårleje. Herefter findes ofte meget vigende mængder. Ved skud i løbene finder man ofte knoglemarv, som kan skelnes fra fedt ved at gnide den mellem fingrene.
Hårene på løbene aftager i længde oppefra og nedefter. På ydersiden er de hårde og faste, mens hårene på indersiden er tyndere og bløde, og ofte længere.
Man vil ofte kunne finde små kødstrimler med sener samt stykker af rørknogler uden kød. Der findes kun rørknogler i løbene og i kæben.