Råvildt

Hos råvildt er det muligt med sikkerhed, at skelne unge dyr helt op til etårsalderen og ældre dyr ved at kigge på deres tandskifte. Herefter beror det på en vurdering af tandsliddets omfang, hvilket vil være meget individuelt og være betinget af arv og miljø - fødens beskaffenhed på den pågældende lokalitet, især indhold af sand.

Lammene fødes med mælketænder og allerede efter et år, er alle de blivende tænder fremkommet.
Råvildt har ligesom andre hjortearter ikke fortænder i overkæben, og har i alt 32 tænder når det er fuldt udvokset.

Hos ungdyr er den tredje kindtand på mælketandstadiet tredelt, mens den hos dyr over et år, er todelt - den blivende tand.

Smaldyr og ungebukke i alderen et til to år kan med nogen sikkerhed aldersbedømmes på tændernes udseende. Hos unge dyr er emaljen på tænderne forholdsvis lys – hvid eller lysebrun, mens den hos ældre dyr er markant mørkere. Når dyrene bliver ældre er det særdeles vanskeligt med sikkerhed, at bedømme deres alder.

Råvildtets tænder er ofte nedslidte allerede ved syv- otteårsalderen, fordi tandvæksten er ringe.

Lam

Her ses tydeligt den tredje tredelte kindtand, som er en mælketand og konklusionen er derfor at der er tale om et lam.

Lammets mælketænder skiller sig tydeligt ud på begge sidder af de blivende fortænder i forkæben.

Voksne dyr

Her ses de todelte kindtand hos det voksne dyr.

Fortænderne har nogenlunde samme størrelse, og det er tydeligt, at det er blivende tænder, og derfor et voksent dyr.

Det er ikke ualmindeligt, at råvildt taber nogle af fortænderne i en alder af to til tre år, fordi tænderne tilsyneladende slet ikke er tilpasset den grove føde som kviste og skud er.
En af de mest sikre metoder til aldersbedømmelse af ældre råvildt er, at gennemskære en tand – et såkaldt tandsnit, og så tælle antal årringe i den cement, som opstår rundt om tandrøddernes overfladelag. Tandroden er dækket af et tyndt lag gulligbrun cement. Cement er den blødeste væv af de hårde tandvæv. Det tjener som en beklædning, hvori tandens ophængsfibre sidder fast. Cement vokser kontinuerligt med dyrets alder, og derved opstår årligt på grund af sæsonvariationer en zone, som kan erkendes. Gennemskæres tanden kan disse zoner ved hjælp af en kraftig lup eller et forstørrelsesglas erkendes, og tælles som vi kender fra årringe i et træ.
Denne metode er i sagens natur ikke egnet i felten, og den kræver nogen erfaring, da det kan være særdeles vanskeligt, at bedømme zoneadskillelsen. Derfor er metoden stadig forbundet med nogen usikkerhed, især på lokaliteter med ringe forskel på vinter og sommer, da sæsonvariationerne har betydning på dannelsen af zonerne, og deres tydelighed.